|
|
|
Supplerende materiale til Munkiana nr. 42
Ricardt Riis:
Mirakeltro, missionsk tro, elskovstro …
trosvarianter hos den unge Kaj Munk (siderne 4 – 62)
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
• Oversigt
over nogle af manglerne ved Mindeudgaven
|
Det, der er markéret
med rødt, er ikke medtaget i Mindeudgaven Kærlighed og andre Skuespil, men forefindes i
instruktørbogen og sufflørbogen på Det kgl.
Teaters bibliotek som tekst, der er overstreget. Kun væsentlige
overstregninger er medtaget og kun dem fra sjette akt.
|
|
|
|
|
|
|
|
Mindeudgaven side 115:
— — —
Præsten: Farvel,
Andreas og lev vel! Jeg hilser Stine fra dig og
siger, du kommer om lidt!
Andreas:
Aah jo, aah jo. (Andreas ud).
— — —
Mindeudgaven side 117:
— — —
-- kør hende til
Byen, naar der er Teater, og lad jeres lille
Pige læse Bøger, Drengen maa du selv beholde; saa
skal du se, hvor godt I faar det sammen, I to — I fire!
— — —
Præsten: Anton, jeg
har skrevet et Par Breve til Malene Vibfeldt.
Læs dem for hende, naar hun faar lidt klarere Stunder. Hils
Sylvester og ønsk ham Fred og Glæde paa de Veje han nu
gaar -- hans glade Latter har tit gjort mig godt. Sælg
mine Ejendele, det er jo ikke meget værd
undtagen de Par Ting jeg har efter Far, sælg det ved Auktion
og faa lidt rigeligt for det og fordel det mellem Fiskerenkerne. Vil
du klare det?
Anton: Præst, Præst, vi vil ikke
af med dig i mange Aar endnu.
Præsten: Og saa Farvel, Ven
Anton. Ordet Tak er en fattig Æske, ...
— — —
Mindeudgaven side 118:
— — —
... blev Jorden skøn.
(Andersen ind)
Ingeborg: Hvad vil du her?
Præsten: Velkommen skal Andersen være
mig. Nu maa Jens og Rebekka --
Andersen: Herren bød mig gaa. Jeg (A)
bad mig fri. Jeg (A) har knuget mine Hænder, saa det knaget.
Men jeg (a) maatte
af Sted.
Præsten: Men det er da saa smukt af
dig. Jeg har jo selv sendt Bud.
Andersen: Jeg (A) kommer ikke for at drøfte
jordiske Ting med dig, Præst, jeg (a) har været for
haard, aldrig forsøgt med det smeltende. Omvender du dig ikke,
staar jeg (a) med Ansvar og Skyld. Præst, Præst, du kan
ikke ligge og dø i din Synd.
Præsten: Min Synd! Aah, Andersen, der
er Ting her i Verden, der gaar over din Forstand og over alle
Indre-Missionærers Forstand, og de Ting er alligevel rigtige.
Hvis din Datter -- --
Andersen: Herrens Faderfavn er lukket Jer
alle, der --
Præsten: Hys! ikke raabe! Jeg ønsker
saa meget godt for dig, Andersen. Mest, at du maa blive stille og
tænke varligt. Vil du ikke det, beder jeg til Gud, at du (maa
faa Kræft, som din Fader havde det, og dø), maa dø,
som din Fader gjorde, før du gør for megen Fortræd.
Helst -- være Vorherre med dig! -- Inge, vil du lukke Andersen
ud?
Ingeborg: Ja.
Andersen: Kvinde, du skal vide .. .. ..
Ingeborg: (Ja, en anden Gang. Saa). Du maa
gaa nu. (Han ud)
Præsten: Inge, naar jeg er død,
...
— — —
Ingeborg: Ejnar, tror du, a
glemmer dig? Men nu skal du ligge hel stille,
saa skal a læse for dig! Hvad skal det være? En Salme?
Eller en Sted i æ Bibel?
Præsten:
Hvad du skal læse? Det ved du jo godt. Den ligger der. (I
Instruktørbogen er det ændret til: De ligger der, Niels
Møllers velsignede Digte).
Ingeborg:
Vaagen laa jeg nys og hørte -- (og hun læser videre af
Niels Møllers skønne Digt Annabella) (Med blyant
tilføjet: Slutn. af 1. Vers: mens jeg vandrer myg og ene i min
Faders Urtegaard).
Præsten:
Er jeg død allerede? Er det i Paradiset, du sidder og læser
for mig Jordens dejligste Digt?
Ingeborg:
(læser videre) Sover du Ejnar?
Præsten:
Ja, jeg sov. Har sovet længe, længe. Nu vaagner jeg og
skyder ...
Præsten: Nu skyder jeg
Jordens tungeste Dyne tilside. ...
— — —
Mindeudgaven side 119:
— — —
Præsten: Inge,
I Morgen skal vi jo ses igen. For første Gang rigtig ses.
Inge, i alle andre Forhold er det mig, der har
baaret Livet, men i din Kærlighed har Livet baaret mig.
Tak, Inge, for hvert Haandtryk, hvert Øjnenes Kærtegn,
hvert livstedt Kys. Inge, du Barn og Kvinde,
lige dejlig i Sjæl og Legem, Inge, min Inge, min i al
Evighed, ind i Døden velsigner jeg dig, velsigner jeg dig for
Livet. (Hun kaster sig hulkende over hans Lig).
|
|
|
|
|
|
|
• Om digteren Niels Møller og hans digt Annabella
|
|
|
|
|
Dansk biografisk Lexikon XII Bind. Münch – Peirup (1898):
Niels Møller (1859-1941) (klik her)
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Al min sans er fuld af sommer, solberust i sene høst,
for den lyse vang jeg mindes, hvor de gyldne blomster står,
og den brune fugl, der røber, hvad den tyste lund fordølger;
og det lette hav jeg kender, hvor det leger under kyst,
for jeg gøs og lo og brødes, båren frem af bløde bølger,
og de køle vover skylled mod et hedt og højnet bryst;
søens rene, salte ånde dufter i mit lange hår,
og en lyd af havets sange som en lokkeleg mig følger,
mens jeg vandrer myg og ene i min faders urtegård.
Se, kastaniens blade gulner, — hånd af lig med mulden lugt,
fra sin stængel mødig drysser rosen vissen, våd og brun,
og de spæde vinløvranker feberrødt ad muren flyder,
faldet løv i græsset gemmes, sort og skørt af fæld og fugt.
Ej jeg sørger, om det mistes; bedre gave høsten byder:
se, med røde kinder vinker æblets gyldenblege frugt,
grønlig-hvid den fulde fersken lyser gennem tætte dun,
og en sød og saftig pære af en mosset gren jeg bryder,
og jeg går og smiler stille under himlens grå pavlun.
Vågen lå jeg nys og hørte, stormens sorte hane gol,
det er tegn, at året vissent hælder mod sin frosne grav,
dog, om lyset selv forødes, ej min sommerlykke svinder,
Elskov lever i mit hjærte, Elskov er min tankes sol!
Se, han byder for min vilje, og med stærke bånd han binder,
ydmyg bad han, mens jeg lytted, og det lød, som han befol.
Hvor kan jeg med spæde hænder drive bort det dybe hav? —
Jeg, som længes dig i møde, medens lange timer rinder,
til, hvad nys jeg nød, jeg nyder, og jeg giver, hvad jeg gav.
Ræd jeg vendte bort mit åsyn, jorden gynged for min fod,
da du elskovs røde rose bleg og sitrende mig bød;
ej jeg voved den at plukke, ej jeg nænned den at vrage,
isens brand og ild, der isned, skifted i mit bange blod,
alle stjærner sang på himlen — var det jubel eller klage?
gærne bad jeg dig at blive, ønsked helst, du mig forlod,
da mit bud du vilde følge, hvad jeg fordred, jeg fortrød,
og jeg så’ dig ind i øjet, og jeg slog mit hår tilbage,
og en fin og flygtig lue gennem alle lemmer flød.
Var det synd, at ej du svigted, var min vilje veg og ond,
da jeg skælved for din styrke, til din lette hånd mig strøg;
lured der en lønlig brøde, da jeg vandred ved din side
og din arm var om min skulder, og min læbe ved din mund?
Hvem har føje til at vredes? Mig du volded ingen kvide;
i mit sind jeg ene ejer mindet om en fager stund,
hvert minut på gyldne vinger ilsomt gennem natten fløj,
aldrig aned jeg, at elskov bød så stærkt med ord så blide,
og med suk af fryd jeg fulgte, hvor de hvide enge røg.
Og det leger i mit hjærte, al min sjæl er lov og sang,
selv ej savnets kolde hunger øder mine lyse kår,
selv om anden viv du fæsted, har jeg lykken hel i hænde,
salig smiler jeg i drømme under løvets gule hang,
alle ser mig uden følge, ingen véd, at vi er tvende, —
er det nu et luftigt minde, var det lyd og liv en gang;
hvor et frø af lyst jeg lagde, mange lykkefold jeg får —
ingen øjner livets lue på min hvide pande brænde,
når jeg vandrer myg og ene i min faders urtegård.
|
|
|
|
|
|
|
|